Den anden camper

Citroen 2.5 m. Vendelbo alkovecamper

Da benzinprisernes himmelflugt tilsyneladende ingen ende ville tage, og vi kørte mere og mere i camperen, tog vi beslutningen om at skifte til en dieselvogn.

Jeg havde længe holdt et vågent øje, uden at fruen vidste det, tror jeg, med de campere der var til salg, på nettet, og fandt mange interessante, men alt for dyre, syntes jeg. Det er altid svært, når man har noget, der er betalt, og så skal ud og investere, og til at betale afdrag.

Hos Vendelbo Vans i Nord Jylland havde jeg dog fundet en, som lignede den, vores nye venner havde, samme gode indretning, bygget på samme bil, en Fiat Ducato, men fra 1988, og desværre uden turbo, til gengæld var kassen kun ganske få år gammel, og meget fin på billederne.

Vi tog op og så på den, kassen var som beskrevet, rigtig fin, nærmest ubrugt, men førerhuset var lidt træt, og skulle inden for få år have lavet pladearbejde. Jeg prøvede at finde grundlag for et nedslag i prisen, noget jeg plejer, at have held med, men ikke her, for her har bilerne den pris, som står på skiltet, og vil man ikke give den, er der nok en anden, der vil.

Til gengæld, lå prisen for vores LTer fast, 50.000,00 kr. og det var slet ikke dårligt. Vi ville sætte 5.000,00 kr. til på fem år, plus en masse arbejdstimer.

Men det endte alligevel med at fruen bestemte sig for en nyere, muligvis belært af, hvor mange timer, der går med at renovere en brugt vogn, der stod ved siden af, den vi var kommet for at se på. Den var helt magen til i indretning, men bredere i kassen, og til trods for en fortid, som udlejningsvogn, var den utrolig flot. Desuden havde den en åbenlys fordel, at have været i Tyskland, og blevet TUV godkendt til 11,6 km. på l. hvilket gav en årlig vægtafgift på 8.300 kr.

Motoren gik fantastisk, og skiftet fra benzin til diesel, var meget stort, ikke alene økonomisk set, drejningsmomentet, var enormt, syntes jeg i starten, selv om den var utroligt højt gearet, specielt i 5.gearet, som kun kunne benyttes, med hastigheder over 95 km. I timen.

Vi hentede den tre uger efter, at vi havde handlet, en lørdag formiddag, ejeren af firmaet stod nærmest med det ene ben i sin smoking, da han gennemgik vognens indretning, og virkemåde.

Men vi kom af sted, ud af byen Tårs. Vi havde besluttet at besøge en af fruens bekendte, som boede i nærheden, og vi havde vel kørt ca. 13 km. Da vi skulle dreje til højre, der lød en underlig lyd, fra handskerummet og så virkede blinklyset pludselig ikke mere, vi besøgte familien, og kørte derefter hjem uden blinklys.

Vi opdagede hurtigt at larmen steg kraftigt i bilen, fra 65 km. I timen, så noget tydede på at mindst en af trækakslerne var slidte, det blev bekræftet ugen efter, på Citroen værkstedet i Slagelse, men bilen havde også gået 178.000 km. Da vi overtog den, så det var jo ikke så mærkeligt. Sikringen, som sprang skyldtes, en ledning som var slidt over, og gik til stel.

Nå alt begyndelse er som bekendt svært, og her var tiden også knap, vi stod for at skulle på sommerferie, så det hastede med at få lavet bilen, indrettet den, og komme af sted. Det lykkedes, og vi fik en rigtig god ferie ved Rhinen og Mosel floderne, og afsluttede med at køre over Luxemburg til Frankrig, og gøre ophold i byen Maisons Lafitte lidt uden for Paris, hvor vi havde været før.

Inden da var trækakslerne blev skiftet på garantien, og ledningen blev repareret. Det blev også de eneste problemer vi havde med den, resten af tiden kørte den bare. På de tre år vi havde den, fik den nyt startbatteri, og fire nye dæk.

Vi satte lidt mindre dæk på foran, hvilket sænkede gearingen noget, og gjorde at vi kunne bruge 5 gearet mere til vores kørsel, som mest forgår på mindre veje. Vi satte træk på, da tanken var at vi kun skulle have en bil. Vi havde solgt vores Supra, da den var rimelig dyr i forsikring. Men det blev aldrig den succes, som vi håbede, en bil der er 6 m. lang og en trailer bagefter på ca. 3,5 m. inkl. trækstang, er svær at komme rundt med, når man er i trælasten, eller på genbrugsstationen, specielt at bakke med den, kræver omtanke. Så efter at have lavet badeværelse, i huset, hvor der skulle flyttes meget jord, og hentes mange materialer, hvor det hver gang tog ligeså lang tid at støvsuge vognen, som at køre jorden væk, tog vi beslutningen, om at købe en ekstra bil til hverdagsbrug, og det har vi ikke fortrudt. Det var nærmest umuligt at bakke traileren ind i vores indkørsel med en lang forvogn, fra en lille villavej, hvor der tit holder biler på den modsatte side, men kan nemt lade sig gøre med den korte firehjulstrækker vi har nu, og det er bestemt også nemmere når man skal ud og handle, med en lille vogn, mange gange uden trailer, den kan indeholde næsten alt.

Da vi købte Citronen, faldt vi for den gode indretning, med køkken og badeværelse bagerst og siddegruppen foran, og med en langsofa, i modsatte side, der gjorde at der kunne sidde op til 7 personer i den, hvilket var praktisk, når vi havde et af vores børnebørn med. Normalt, har vi kun en med af gangen, som så kunne ligge og sove på langsofaen, om aftenen og natten, og vi kunne stadig hygge os ved bordet, og senere kravle i seng i alkoven. Dette er noget vi må undvære i dag, hvor vi har skiftet til en delintegreret vogn, men herom senere.

Det der fik os til at skifte var nok: at man skulle kravle op på taget med bord og stole, til topboksen, vi savnede et rum nede til dette, jeg var også lidt træt af at indgangsdøren, var lavere end gennemsnittet, jeg er næsten to meter høj. Det kunne også være besværligt at kravle op i alkoven, og især ned, med en dårlig ryg, det gik bedre i vores LTer hvor der var mere plads, og vi var yngre. Men nu skulle vi til at tænke på hvordan det så ud, når pensionsalderen blev nået, og især at vi gerne ville have en betalt vogn til den tid.