Det var kattens

Efter i hele mit ungdomsliv at have haft flere hunde, samt selv at have haft to små hunde, i mit voksenliv, der begge blev gamle, mere end 14 år, var beslutningen klar, ikke flere dyr, i dette hus.

Men så skete der følgende.
En kollega på mit arbejde, kunne pludselig, ikke have sin kat, en langhåret Perser, grundet, at hans datter var blevet overfølsom overfor pelsdyr.

Hvis jeg dengang havde vidst, hvor meget en sådan langhåret kat fælder, havde jeg nok også lidt af denne sygdom. Men da katten jo kun var omkring 4 år, syntes vi alligevel det var synd at aflive den.

Jeg selv havde absolut ingen intentioner, om at overtage den, hvor i mod min daværende kone, sikkert så det som en genvej, når hun nu ikke måtte få en hund. Jeg spurgte min søster, som er vild med dyr, om hun ville have den, eller kendte nogen, der var interesseret. Hun mente, helt sikkert, at hun kendte en, som så brændende ønskede sig en sådan. Men vedkommende var desværre på ferie, lige for tiden. Det blev så mit uheld, kan jeg se i dag.

Jeg skulle blot hente katten, og opbevare den, en dag, eller højest to, så ville min søster komme og hente den, og herefter bringe den videre.
Det lød jo dejligt nemt, men gik desværre helt galt, for hun har stadig ikke hentet den, og i skrivende stund er det mere end 5 år siden, så nu betragter vi den som vores egen.

Man siger jo: At en kat, er sin egen. Og ikke mindst en Perser, har sin helt egen personlighed, og det passer faktisk rigtigt godt på vores.

Den har jo en helt speciel status i familien, og gør kun hvad den selv vil, og kun når den vil.
At den sviner med tabt pels, over alt, er kun det mindste, vi må have betræk over vores nye møbler, selvfølgelig midlertidigt, til den bliver hentet, og selv om vi gør almindeligt rent, flere gange om ugen, ligger der altid kattehår et eller andet sted, hvis der kommer gæster.

Den skal have noget specielt mad, på grund af dens pels, som den får i maven, når den slikker sig, og det er selvfølgelig hundedyrt.

Den udviser en adfærd, som klart viser, hvis vi gør noget, den ikke syntes om. Er vi væk en hel dag, eller om natten, uden den er med, kommer den og tager i mod os, når vi kommer hjem, men kun for, straks at vende bagenden, med halen i vejret, i mod os, og vil slet ikke kæles med i lang tid.

Den elsker vores børnebørn, og cirkler rundt om dem, når de er her, men den gemmer sig, når den bliver træt, og har fået nok.

Den er jo en indekat, men sniger sig af til, ud i haven og jagter fugle og insekter.

Den er ekspert i hele tiden, at finde nye gemmesteder, åbner vi en skabsdør, kan vi være sikker på, at den smutter ind i skabet, og gemmer sig, uden at vi ser det. Så hver gang den er væk, må vi tænke over, hvor i huset vi har været, og lede efter den der.
Den har utallige gange været væk, når den har været med ude og køre, men er dog hver eneste gang kommet med hjem heldigvis.

Når vi skal afsted, må vi altid bruge lang tid, på at finde den, og sikre os at den ikke er lukket inde, i et eller andet rum, men alligevel ville vi nu ikke undvære den.

De senere år, har den fået en kedelig vane med også at gå på bordet. Om morgenen kan den godt lide at ligge her, mens jeg spiser morgenmad. Det drøjer jo noget på havregrynene når der tilsættes lidt pels.

At ligne en løve

Da det på et tidspunkt, efter at min nu tidligere kone, havde brækket håndledet, og jeg selv helt skulle til at overtage den daglige frisering, gik for stærkt, eller tit slet ikke blev til noget, var det pludselig helt umuligt at få orden på lokkerne,
Vi måtte besøge Troldehytten, hvor vi i forvejen køber dens mad, for at få fjernet pelsen bagtil.

Ikke noget stort problem, ½ time godt og vel, tog det at fjerne den sammenfiltrede pels. Dertil skal så lægges den time, eller mere, det tager og lokke, skubbe Sibella, ind i transportkassen. Det er hver gang er en oplevelse, at få hende der ind. Hun kan bare ikke lide at komme ind i den, selv om hun normalt elsker små rum.

Man siger: At en kat er en tiger i mini udgave, men her er den også iført løveforklædning.

Hvordan man deler en kat.

Hvordan deler man en kat? Det var nu nemt nok, min nu tidligere kone, fik katten med, efter eget ønske, men jeg kan nu stadig føle at den er her, selv mange måneder efter, finder jeg stadig resterne af dens pels, når jeg gør rent i huset.

Ja som det fremgår af overskriften, er jeg nu heller ikke længere ejer af katten. Det er selvfølgelig både godt og skidt. Men det er nu nok det bedste, for katten, den er jo efterhånden, kommet noget til års, ( den er i dag ca. 13 år, ) Så den har nok bedre af, at bo i en lejlighed, hele tiden, frem for at skulle, med ud og køre i camperen, ind i mellem. Det tager jo lidt tid hver gang, at skulle omstille sig, også for en kat. Derfor har jeg heller ikke søgt om samværsret hver anden weekend og i ferier.