Min familie
Den måske sværeste side.
Dette er nok en af de sværeste sider, på min hjemmeside, som jeg nu er gået i gang med, selv om det burde være den nemmeste. For Lige som med gæstebogen, er man jo ikke selv herre, over hvad der skal stå på denne side, eller rettere, hvem der nu engang blev ens forældre.
Alle mennesker har et behov for at forstå, deres baggrund. Mange har den idé, at deres forældres liv, har en betydning for om deres børn får et godt liv. Jeg har ingen forstand på disse ting, ud over nogle få ting, jeg har læst, men har helt fra jeg var ung, holdt af at skrive, og i mange år ønsket at skrive en bog. Jeg har allerede skrevet meget, men gør det kun når, jeg har god tid, mit liv plager mig, eller når jeg forsøger at forstå, hvorfor tingene ikke har artet sig helt, som jeg har ønsket det.
I min aller tidligste barndom, vidste jeg absolut intet, om min tidligste baggrund. Men i en alder af omkring 6 - 7 år, overhørte jeg en samtale, mellem min mor, og en nabokone, "Hvornår har i tænkt jer, at fortælle ham det?" sagde hun. Jeg tænkte ikke videre over dette, men nogle år efter, hvor jeg havde fået to mindre søskende og jeg var blevet omkring de 9 år, og min mor endeligt, efter nogle meget slidsomme år, blev skilt, fik jeg at vide, at det var mine søskendes far, og min stedfar, som ikke længere, skulle bo, sammen med os.
Jeg har fået mange ting af de ting fortalt, fra nogen af de få menesker, som altid elskede mig, både i hele min opvækst, fra jeg var omkring 3 - 4 år, og til jeg var i midten af tyverne, kort før mit første bryllup. De så det gode i mig, og forstod, måske mere end andre, den store arbejdsbyrde, som jeg lagde for dagen, når min mor, ikke kunne være der, fordi hun måtte tjene penge, til dagen og vejen, for hendes først fire, senere tre børn.
Jeg vil ikke her, prale af min unge adfærd, men jeg blev sikkert meget hurtigt voksen, og det har jo nok fulgt mig, i resten af mit liv indtil nu mener jeg, at jeg ikke fik lejet, så meget som ung, men hele tiden, skulle være voksen. Hvis man spurgte, mine nu to tidligere koner, ville de nok ikke have bemærket disse træk, hos mig, allerhøjest følt, at det var et, af mange uheldige træk hos mig. Men jeg har nogle gange, taget mig i at lede efter dem, hos mit barnebarn, når jeg ser på ham, som netop nu, er i den alder.
Min far.
Da jeg i året 1956 på en, sikkert ellers dejlig varm og solrig sommerdag, kom til verden, har glæden nok været, til at overse. Den gang var der jo, noget længere i mellem, de planlagte børn, end der er i dag, og dem hørte jeg måske, ikke helt til.
Ikke sådan forstået, at jeg ikke var ønsket, men tidspunktet, og oprindelsen, passede, nok ikke særligt godt, for min mor. Hun havde i forvejen, min storebror, på et børnehjem, men dog hjemme i weekenden. Så hendes tilværelse, blev på ingen måde, nemmere, af min tilstedeværelse.
Dem der nok var mest glad, for min tilblivelse, var helt sikkert min far, og min farbror, efter hvem, jeg blev opkaldt, og hans kone.
Historien kort, var den, som jeg har fået den fortalt, fra forskellig side, først fra de menesker, som holdt utroligt meget af mig, og senest har jeg fået den bekræftet, kort efter min fars død, af min farbror, og dennes kone.
Min mor, var efter, en meget streng opvækst, i et herskabeligt lægehjem, i det Nord-jyske, flyttet tidligt hjemmefra, ( det forstår jeg godt, jeg var der nogle få gange, og ville ikke have været barn der. ) Hun havde mistet sin mor, i en tidlig alder, og fået en ny stedmoder. Dette og et måske, lidt for tidligt indgået, og måske derfor, noget mislykket ægteskab, som kun medførte en søn, min storebror, gjorde at hun, var kommet til København, sikkert godt hjulpet, af sin far og hendes yngre broder, der boede her.
Angiveligt skulle hun, her have genoptaget, sin tidligere afbrudte uddannelse, som sygeplejerske igen, men var en dag punkteret på sin knallert, og på den tankstation, hvor hun fik lappet, mødte hun så, i stedet min far, der i fritiden, hjalp til hos sin bror.
Han levede ellers til hverdag, sammen med, en noget ældre kvinde, som på dette tidspunkt, var indlagt, på sygehuset, for komme til at se bedre, via en øjenoperation.
Da man kort efter, erfarede, at jeg var på vej, forsøgte man at etablere et forhold, af mere fast karakter. Dette lod sig dog ikke gøre, muligvis, fordi min mors familie, fra Hjørring, ikke mente, at min far, som jo kun var en simpel, kommunalt ansat, ved belysningsvæsnet, var fin nok, til hende. Herefter gik min far, sikkert i trods, tilbage til sin daværende samlever, med hvem, han levede sammen med, til hendes død, omkring 1970
De sidste mange år, levede han alene, til sin død, sidst på året i 1985 med nogle ganske få venner, fra hans arbejdstid, og i havekolonien, samt en enkelt veninde, som han nåede at kende nogle år.
Der gik mere end to måneder, fra hans død, til man fik kontakt til mig, så han var for længst begravet, da jeg første gang, mødte op i skifteretten efter deres anmodning.
Jeg havde da, ikke set min far, i næsten 15 år, siden kort efter min konfirmation, og da kun, i omkring to - tre år.
Min mor, der nu levede alene, efter at have fået endnu to børn, med sin sidste mand, ønskede, uvist af hvilken grund, for mig, ikke den gang, at jeg igen genoptog kontakten, med min far.
. desuden, havde han en beskeden pensionistlejlighed, på Valby Langgade, en lille yderst spartansk etværelses, med alkove, på næsten øverste etage, som han kun benyttede om vinteren.
Jeg skulle nu i en alder af ca. 29 år, stå for salget, af bl.a. hans kolonihavehus, en 6 måneder gammel bil, der havde stået en hel vinter, i kolonihaven, og kun havde gået
Men fra det øjeblik, frosten forlod jorden, var han i sit kongerige, sit næsten nye, og meget flotte kolonihavehus, i en forstad til København. Det var her, han levede sit liv, havde sine få venner, og der, hele hans pensionistliv foregik. Om vinteren, har han sikkert gået i dvale.
Ja ja, godt nok mener jeg, at jeg ligner ham, men måske ikke lige på dette punkt. Jeg elsker også min have, specielt om vinteren, hvor den ligner naboens, lidt mere, som hele året, er utrolig flot.
Jeg har de senere år, gjort en del for at den skal være mere nem, at holde, og dermed pænere, i den svære tid, hvor alting, ( også ukrudtet, ) vokser. Da jeg jo er mere væk om sommeren, betyder det, at den i perioder, skal kunne passe sig selv.
Jeg ved godt, at man på ingen måde, her mere end tyve år efter, at han er død, kan påstå, at man godt kan ligne sin far, som man kun nåede at kende ganske kortvarigt, i få år, i en alder af omkring 13 år. Men jeg fandt alligevel, så mange lighedstegn, ikke alle lige gode. Men alligevel tegn på, at han utvivlsomt, måtte være min far, til trods for at han kun var 166 cm. høj, og jeg er omkring de 195 cm.
Det var en, på en gang, både vemodig, men også uhyre interessant oprydning, efter et langt liv, i delvis ensomhed. Og selv om jeg kun havde kendt ham kortvarigt, som 12 - 14 årig, bekræftede, mange ting, hvad jeg nok havde forestillet mig, omkring hans liv. Samtidig, fik jeg hilst på hans bror, og dennes kone, og fik mange gode oplysninger, som selvfølgelig ikke kan erstatte et manglende samvær, men som gav et rigtigt godt indblik, i en mands liv, en mand, som jeg jo sikkert, på en eller anden måde ligner.
Dette er taget næsten direkte, fra et af de første kapitler i bogen, om mig selv. bogen som jeg selv tror, bliver en stor salgsucces. Den er indtil nu kun på begynderstadiet, for det tager lang tid, at skrive, og det skal jo sikkert nok ikke bruges alt sammen.
Jeg skriver kun, når jeg har behov for det, enten fordi, jeg er lidt nede psykisk, har for god tid, eller bare, må gøre det, så det vil nok tage nogle år endnu. Jeg har endvidere lovet min mor, ikke at udgive noget, mens hun er i live.
Men jeg vil tro, at om ca. 20 år, kan man finde den på samtlige biblioteker, ( i min familie, de ganske få eksemplarer, vil det nok være det billigste, at printe ud. ) den vil findes under titlen:
På livets skyggeside, af Børge Holm.
Min far som ca. 60 årig, et af de meget få fotos, jeg har af ham.
Min mor.
Min mor, blev født i 1923 og nåede næsten at fylde 87 år. Præcis på dagen 3 måneder før hendes fødselsdag kom jeg og fandt jeg hende død i hendes lejlighed.
Selv om det var lidt af et chok, kan jeg jo godt sige her bagefter, var det ventet. Jeg vidste ikke hvornår, men jeg kunne det sidste år mærke, at hun langsomt blev svagere, jeg kunne mærke at den store forandring, med skift af bolig og aflevering af kørekortet var mere end hun magtede. Hun blev ved med at skubbe den foran sig, vi talte næsten hver weekend om det, men hun skubbede det alligevel foran sig, som at det ville løse sig selv og det affandt jeg mig med.
Mor var til trods for hendes alder stadig yderst praktisk og meget klart tænkende. Ja jeg kan vel ikke skjule, at det har været en fornøjelse, at have en mor, i den alder, kunne tale med hende om alt, og jeg mener alt. Jeg har altid håbet, at hun helt til hun ikke skulle være her mere, ville være i stand, til at give mig dette utroligt dejlige modspil. Hun var fantastisk at have med på sidelinjen, hvis man havde problemer i sit liv. Hun havde selv prøvet en del og forstod dermed bedre at livet kunne være svært for andre. Mors egen største sorg var, da hun 42 år gammel mistede min 19 år gamle storebror. Det kom hun sig aldrig helt over.
De sidste år nød min mor sin pensionisttilværelse, i et lille rækkehus, efter et langt og hårdt liv, med arbejde og først fire, så tre børn. Efter en skilsmisse i 1964 sad hun alene med os børn og et hus.
Hun arbejdede i mange år på fabrik, men de sidste 14 år, kørte hun som hjemmehjælper inde i Slagelse, med yderdistrikterne, som sit primære arbejdsområde. Hun elskede sit arbejde. Det var ikke en almindelig 8 timers arbejdsdag, De klienter, min mor havde, endte som regel på kirkegården. Nogen havde hun i kort tid, andre i flere år. Som regel skulle mor i den første tid efter, hjælpe den efterladte med at få tilværelsen til at fungere igen, samt med at få bearbejdet sorgen og få alle de andre mere praktiske ting til at fungere.
I dag kan jeg se, efter i et helt liv, at have set til, fra sidelinjen, hvor flot hun selv taklede sin ældste søns død, der desværre kun blev 19 år. Hvor god hun altid var til at forstå de mange mennesker, som havde det meget svært, når livets afslutning nærmede sig, enten for dem selv, eller deres nærmeste. Det var nok nogle år før ordet empati var kommet rigtigt på mode. Hun måtte køre i alt slags vejr, og ofte ude på landet hvor der om vinteren for det meste ikke var ryddet, og var meget svært fremkommeligt.
Efter at hun i en alder af 52 år fik sit første kørekort, har hun været meget glad for sin bil, og for at køre ture. I de første år tog hun hver weekend på en søndagstur med mine to søskende. Alle de herregårde, hun selv havde været på i sine unge år blev besøgt, bro faste øer blev ligeledes besøgt. Hun elskede slotte og herregårde.
I mange år, havde hun fast min ældre campingvogn stående, på en plads ved Havnsø, hvor hun holdt sin ferie, og også tog op i weekenderne.
Inden sin død nåede hun, at blive både mormor og farmor til to drenge som nu er ca. 14 år, samt farmor til min datter på 29 som har en søn på 10 år, som hun er oldemor til.
Da jeg fandt hende, den søndag eftermiddag, hvor jeg som altid kom med en kage til kaffen, til en snak om alt mellem himmel og jord, men sjovt nok aldrig om hendes helbred, det ønskede hun ikke at indvie mig i. Jeg kunne vide alt andet, fra hendes indestående på hendes kontoer, men ikke hvordan det gik med helbredet.
I de sidste mange år talte vi sammen et par gange om ugen, hvis jeg fornemmede at humøret var lidt sløjt, ringede jeg ofte dagen efter igen, og så havde hun det meget bedre påstod hun. Og så kom jeg fast hver søndag ved to tiden til kaffe.
Vi fik en god snak, så en film eller, hvis det var vinter kørte vi en tur ud til stranden. Mor var ikke glad for at køre, når der var glat. men havde alligevel stor lyst til at komme ud og se landskaber, havne og strande. Hver vinter så vi hver weekend et afsnit af Matador, de første år på video, de senere år på DVD ellers så vi en gammel film, mor elskede de helt gamle uproblematiske film, hvor man på forhånd kendte handlingen og slutningen endte godt. I årenes løb har vi i familien givet hende en masse film, men problemfilmene blev kun set, når vi var der, de var for svære for hende.
Der kommer senere meget mere om hende, her vil jeg kun skrive:
Min mor levede ikke forgæves, og hun gav os meget mere, end hun selv var klar over. I vores unge år, var pengene meget små og hendes fritid yderst beskeden. Men hun gav os et dejligt liv, med masser af kærlighed. Hun lærte os respekten for andre mennesker, respekten for ting af værdi, samt indviede os i naturens fantastiske verden.
Vi børn gik aldrig forgæves til hende med vores problemer, hvis vi spurgte gav hun råd, men mange gange var det at tale med hende om tingene og vende dem en ekstra gang rigeligt. Det forstod hun og blandede sig ikke.
Jeg er dybt taknemmelig for de mange timer, jeg brugte sammen med hende, de mange snakke og det at vi forstod hinanden. Det betød utrolig meget for mig.
Hvil i fred kære mor
og tak for alt.
Her er hun fotograferet i 1981 til mit første bryllup.