Mit gamle hus
Mit gamle, men dejlige hus.
En lille terasse på den ene side af udestuen, der er også en på den anden side.
Indgangen.
Forsiden af huset.
Dette var engang indgangen, i dag er hele rummet lavet til toilet.
Mit gamle, men dejlige hus.
I det herrens år 1986 sidst på sommeren, og efter at jeg, året før, havde passeret de magiske tredive år, flyttede vi ind i dette 98 år gamle hus. Vi var tre, min første kone, vores datter, som den gang var omkring 5 år, og så mig selv.
Jeg indrømmer gerne, nu her mange år efter, at min daværende svigermor, havde helt ret, da hun den første gang, hun så huset udtalte: Det vil du da ikke byde min datter, for det kommer jo til at tage rigtig mange år, at få gjort et rigtigt hus ud af den ruin.
Huset var om ikke forfaldent, så i hvertfald noget forsømt, så de første mange år gik med at udbedre de værste skader. Det var under dette arbejde, jeg mistede synet på det ene øje. Det gav en pause på næsten et år, samt fortabelse af kørekortet i lige så lang tid, samt ikke mindst et ordentligt hul i økonomien, som jo nok kan mærkes ekstra kraftigt, når man er eneforsørger, vant til at tjene lidt ekstra og lige har brugt hele puljen, til køb af et gammelt hus, hvor man næsten ikke ved, hvor man skal starte med at renovere.
Efter langsomt at have fået samlet mig op igen, efter mit uheld. Tilværelsen med et øje, og dermed ikke noget krydssyn, samt et meget lysfølsomt øje, er ikke noget at ønske sig, kan jeg godt skrive under på. Og selv om jeg nødigt, vil indrømme det, ændrer man sig også lidt som person, altså man får en anden psyke.
jeg gik i gang med at lave en ny indkørsel, indtil til huset, den gamle, som havde forbindelse med en anden vej, var kun en bred sti, mellem to nabogrunde, og svær at komme nedaf med bil, og det blev ikke nemmere af, at jeg nu ikke kunne se med begge øjne.
Jeg havde ellers en aftale, som jeg havde indgået, lige inden jeg købte huset, om at få lov at udvide denne, mod at jeg selv betalte og opførte hegnet, men løftet galdt desværre ikke i virkeligheden.
Derefter spurgte jeg nabokonen, til den anden side, om hun ville sælge en bid, af hendes jord. Det ville hun meget gerne, hun var allerede dengang først i halvfjerserne, og ønskede ikke længere, at have så meget have, at passe længere. Prisen blev vi også enige om, den lille sum som jeg i forvejen, havde haft svært nok ved at finde, gav hun min datter, til en ny cykel.
Til gengæld stillede hun to krav. Jeg måtte ikke fjerne hendes dejlige æbletræ, som hun var meget glad for, så længe hun boede i huset.
Og så skulle jeg selv afholde alle udgifterne til kommunen samt landmåler m.m. så det endte med at koste omkring 20.000 kr. for hele ændringen. Men pengene var godt givet ud. huset steg noget i værdi, og det blev meget nemmere at komme til og fra huset, selv om indkørslen, virkede noget skæv de første år, da hegnet slog et knæk, i den ene side, omkring æbletræet.
Der gik faktisk nøjagtig 20 år, og hun var nået at blive 93 år gammel, før hun selv valgte at flytte på plejehjem. I alle årene holdt jeg hendes hus ved lige udvendigt, med kalk, mørtel og maling, beskar hendes træer og buske, plukkede hendes æbler ned, når hun mente det var tid. Ja jeg hjalp med næsten alt. Indvendigt kom jeg vand på varmeanlæget, når det trængte, eller værst af alt, kravlede igennem et meget lille vindue, i sidehuset, for at åbne gangdøren, når hun havde mistet nøglen til den anden dør. Dette skete oftere og oftere de sidste år, og selv om jeg havde fået en ekstranøgle duede den ikke længe af gangen, for hun fik hele tiden en ny lås, når hun mistede sin nøgle.
Nå men tilbage til indkørslen.
Efter ikke at have måttet løfte mere end ½ kg. i meget lang tid, var det herligt at flytte de ca. 14 kubikmeter muldjord om i haven, med en trillebør. I dag ville man nok betragte det som en form for terapi. Det gav mig i hvertfald livsglæden til bage.
Min egen have, havde før været meget kuperet, og i flere højder, den blev nu rettet næsten helt ud. Herefter kom der ligeså meget stabilt grus på, som der var fjernet, og derefter perlesten, som skulle ligge der, indtil jeg kunne fjerne æbletræet.
Herefter opførte jeg en dejlig udestue og lavede hul i væggen til døren. Jeg byggede også en stor carport, hvor jeg i de efterfølgende år, tilbragte mange timer med vores egen, familiens og andres biler, små smedearbejder og lign. Samt ikke mindst skar alt det brænde, som vi i de første år udelukkende fyrede med, i brændeovnen.
Årene herefter, blev brugt til at få huset frisket op fra ende til anden, ikke med de store og dyre indkøb, men tit blot med brugte matterialer, som blev til overs, og jeg fik med hjem, når jeg gik og lavede noget for andre, på deres huse. De blev taget hjem og genbrugt, hvis det var muligt.
Nyt gulv i stuen.
Efter endnu nogle år, lavede vi det første store projekt i en sommerferie, et fint nyt, og plant gulv i hele stueetagen. Det bestod i først at fjerne det gamle gulv, i hele stueetagen, grave jord af, og støbe de steder hvor det ikke var gjort, udlægge et bjælkelag, issolere og lægge et nyt pladegulv hen over det hele.
Det var et ret stort projekt, for to, som tog næsten hele den sommerferie. Og sådan gik de næste mange år. Hele tiden, var der noget der trængte til at blive lavet, enten hjemme, eller for andre.
Det kan jo godt være svært at have et gammelt hus, og samtidig få tid til at pleje familie og venner, når man også arbejder ret mange timer hver dag, og også går meget op i det. Det har jeg erkendt i dag, efter mange år, og to ægteskaber, så derfor, bor jeg alene, de giver engang noget fære problemer.
Jeg har nok altid vidst det, men nok glemt at tage højde for det. Og det slog nu heller ikke fejl i dette forhold.
Vi var nu nået frem til slutningen af 1992 ægteskabet begyndte at knage, knage er nok så meget sagt, min første kone, brugte aldrig tiden på at beklage sig.
Vi havde boet sammen i mere end 14 år, og stod for at skulle have kobberbryllup, men vi nåede det ikke. I min stilen efter at få det hele til at løbe rundt, og få gjort det gamle hus, som jeg havde haft råd til at købe og betale, med min løn, havde jeg nok glemt at pleje mit ægteskab. Men det kan jo bare godt være svært, når man som udgangspunkt, ikke har den samme idé om hvordan man slapper af. Nogen gør det foran TVet, jeg helst med værktøj i hænderne, eller sådan var det i hvertfald dengang.
Et nyt liv, endnu engang.
Jeg blev boende i huset, sammen med min datter, efter lidt tumult i starten, omkring hvor hun skulle være. hun var da 11½ år. og godt på vej ind i den vanskelige alder, og ret tidlig moden, mente hun selv. Da hun skulle konfirmeres, havde hun fået en kæreste, hvis mor lidt efter lidt kom til at betyde mere og mere og en meget stor ændring i mit liv. Da min datter var fyldt 15 år havde vi set så meget til hinanden, at vi valgte at flytte sammen, dette var umidelbart efter at jeg var fyldt 40 år.
Vi fik nået en masse, på de år der er gået. Vi har fået set en masse, vi har været i en mange lande, mange af dem flere gange. Vi fik også lavet den dyreste del af huset i stand, Vi måtte ændre lidt, efterhånden som familien blev større.
Vi fik bygget et dejligt badeværelse, og sat et flot nyt køkken ind. Resten af huset blev også tilpasset til behovet, nu mangler kun 1. salen, også et stort projekt, men jeg skal nok nå det.
Ja det troede jeg på dengang, jeg skrev dette, men sådan gik det jo desværre ikke. I dag, bor jeg her jo igen alene, trist måske, nej egentlig ikke, for nu er der jo ikke nogen der fortæller mig, når jeg ikke kommer igang, fordi der også skal arbejdes, og at jeg slet ikke duer til noget. Til sidst vidste jeg nærmest ikke, hvilket ben jeg skulle stå på, alt hvad jeg gjorde var jo desværre forkert, og uanset om jeg arbejdede aldrig så meget, var spiralen helt uden ende, og gik bare opad, så jeg måtte tilsidst tage konsekvensen af det, ellers ville jeg aldrig igen, få fred med mig selv, og det er jo nødvendigt i et hvert meneskes liv. Det kan godt lyde, som om at jeg ikke selv påtager noget af fejlen, for skilsmissen, det gør jeg naturligvis, for jeg ved jo godt selv, at det hele skyldes mit ofte manglende engagement.
Sparetider
Men sådan en ændring, har jo desværre også sine omkostninger, ikke alene de rent meneskelige, for man bor jo ikke sammen med et andet meneske, og gifter sig med det, uden der er nogle følelser indbladet, i forholdet. Men det betød jo også at den før så trygge tilværelse, med to pæne indtægter, hvor vi stortset, kunne gøre næsten, hvad vi havde lyst til, når vi havde fri, ikke længere er til stede.
Så indtil videre, er der dømt midlertiddigt byggestop, hvilket vil sige: at alt hvad der lugter af at være dyrt, og ikke kan pyntes med maling, bliver udsat i nogle år, til jeg igen kommer lidt ovenpå økonomisk.
Alligevel, er der nogle ting, som ikke kan udsættes. i år måtte jeg i lighed, med mange andre, med oliefyr, ud og købe ny olietank.
Og så er trappen, som jeg fik af min søster og svoger, da de byggede deres hus om, for snart mange år siden, kommet frem igen. Lige for tiden er den dog lånt ud til naboen, som har købt den gamle dames hus, men når de får deres nye, skal den skilles, gøres smallere, pudses op og monteres i stedet for den gamle, der har paseret de 120 år, og er blevet noget ledeløs.
Et nyt liv endnu engang
Ja nu er det altså en realitet, og kan vel ikke længere skjules. Jeg har taget konsekvensen af, at jeg alligevel hele tiden var hos Annette, og har nu helt revet teltpælene op, og har fraflyttet mit hus, som jeg har haft i næsten 23 år, og boet i indtil nu.
Huset har jeg lejet ud, og det skulle gerne give mig råd til at leve livet, uden for dets rammer, samt give mig noget mere tid, da jeg ikke jævnlig skal bese, og gøre noget der også.
Det har jeg tænkt mig at efterleve for eftertiden, med de nye lejere, der nu er flyttet ind i mit hus.
I første omgang lejede jeg det ud, til min datters veninde, men da hun ønskede mere plads og ønskede at flytte, sprang min datter og svigersøn til.
De er nu flyttet ind, meget har ændret sig allerede, og mere vil sikkert gøre det. Men det meste var nu også blevet noget bedaget og trængte til en opfrisning.
Jeg håber meget, de bliver glad for det. Jea kender det jo allerede, har boet her fra hun var 5 år til hun var godt 16 år og har set den udvikling det har gjort og jeg tror de vil fortsætte denne, og betragte det som deres eget.
Huset taget fra haven.
Sådan så køkkenet ud før, og det havde det så gjort i næsten 30 år, jeg kan stadig ikke forstå, at det var nødvendigt, at bruge over 85.000,00 kr. på et nyt. Det gamle var forøvrigt et Vordingborgkøkken, og sådan et købte jeg igen.
Her er jeg gået i gang, med forberedelserne, til det nye køkken. Det blev købt om efteråret, til levering året efter til påske. Jeg startede så noget før med at gøre rummet klar til det nye køkken kom. Der skulle lukkes en dør ind til stuen, vægene rettes op, to skydedøre monteres, og laves strøm og vand. Jeg lavede det hele selv, og det tog en evighed, syntes min daværende kone.
Sådan kom det til at se ud, jeg valgte et Vordingborgkøkken igen, det har jeg nu ikke fortrudt, rigtig god service i hele perioden, syntes jeg.
Samtidig blev der lavet lidt om i stuen, tæpperne blev fjernet, og der blev lagt klikgulv, og der kom en ny farve på væggene.
Der blev noget mindre plads omkring spisebordet, da jeg lavede en falsk væg, for at dække de to skydedøre, i stuen.
Nogle år før havde jeg lavet nyt badeværelse. jeg slog to rum sammen til et stort, en tidligere gang, med dør ud til det fri, blev blændet, så rummet blev næsten dobbelt så stort, dette er starten til det, der skal være bruseniche og et rum med hylder.
Brændeovnen fik også en tiltrængt renovering, den fik en runding for oven, og blev lavet om til en konvektionsovn, inden i er der en gris, der varmer vandet fra oliefyret yderligere op, inden det sendes tilbage til kedlen. Den har tjent sig ind mange gange, selv om den var dyr at installere. årligt forbrug af olie, langt under 1000 l. på et normalt år.
Sådan ser det ud i dag. Lejerne, min datter og svigersøn har ønsket en mindre udestue, men til gengæld issoleret, det har jeg efterkommet.